Baggrundsinformation til vandringer i Jordløse Bakker

Her er lidt baggrunds information, hvis du selv går på opdagelsestur i Jordløse Bakker:
I 1994 købte Danmarks Naturfond de første arealer i Jordløse Bakker. Det var dels et gammelt overdrev med stor artsrigdom og et mindre stykke med nåleskov, i alt 20 hektar. Allerede den gang formuleredes et ønske om at udvide overdrevsarealerne på skovens bekostning. Der skulle overvindes mange problemer som følge af landbrugspligt, skovlove og begrænsede driftsmidler, men det gik langsomt den rigtige vej og i årenes løb erhvervedes flere arealer. I dag ejer fonden 78 hektar hvoraf ca. 37 er overdrev og resten skov. I 2024 fik fonden tilladelse til at etablere skovgræsning på hele arealet og det er arbejdet med at etablere helårsgræsning i to store folde der nu er gået i gang.

Områdets største naturværdier er knyttet til naturtypen ”surt overdrev” og der findes en række sjældne svampe, planter og insekter. Alle dog kun i få eksemplarer indenfor små områder. Det er håbet at de ny driftsformer vil understøtte en spredning, så de forskellige arter danner flere livskraftige bestande.

Blandt de sjældne arter findes en række græslandssvampe. Alene af vokshatte findes mindst 17 forskellige og med lidt held finder vi en af dem på en kølig januardag.

Danmarks Naturfonds arealer er under stadig forandring og det går voldsomt til. I vinterens løb er utallige træer blevet fældet, de velkendte stier er under omlægning og nye hegn er ved at blive rejst. Målet er dog det samme som det hele tiden har været. Genskabelse af et enestående bakkelandskab med et væld af blomster, svampe og insekter. En fredelig plet med fritgående kreaturer der græsser i overdrev og skov. - Citat fra Sven Rask

Kommende og afholdte vandringer i Jordløse Bakker

Her rapporterer vi om kommende og afholdt vandringer organiseret af DN Assens. 

Naturoplevelse i Jordløse Bakker - Klasseudflugt den 11. juni 2025

En flok elever fra klasse 3a i Haarby Skole var på opdagelsestur sammen med Per Toft fra DN Assens bestyrelse. Her er deres rapport og billeder fra dagen:

Den 11.6.2025 var vi så heldige, at vi kunne opleve Jordløse Bakker på en anden måde, end man ellers gør. Vi havde aftalt at mødes med Per Toft, der er "naturven" og medlem af Danmarks Naturfredningsforening, og han skulle lære os om veteranisering.

Vi har arbejdet med biodiversitet i skolen, hvor vi har bygget insekthotel, men vi kendte ikke noget til veteranisering og ringning af træer.

Per havde udvalgt 5 træer, som vi skulle arbejde på. Det var rødeg og ahorn, da det er træer, som ikke vokser naturligt i Danmark, og som man derfor gerne vil fjerne fra Jordløse Bakker. Det ville være nemt bare at fælde dem, men gennem veteranisering kan træerne gøre gavn for biodiversiteten, imens de fortsat står i skoven.

Inden vi begyndte at arbejde på træerne med knive og hammere, målte vi omkredsen på stammen, ligesom vi målte træernes højde (så præcist som muligt). Herefter lavede vi fuldringning af 2 træer og delringning af 3 træer.

Planen er nu, at vi skal genbesøge træerne en gang om året og observere, hvordan træerne har det. Vi skal undersøge, om der er dyr, svampe o.l der er flyttet ind i træerne, og vi skal observere, om der er liv i træerne.

Udover oplevelsen med med veteranisering af træerne, fik vi også andre naturoplevelser. Vi indsamlede og studerede smådyr i forstørrelsesglas, kiggede på og lyttede til fugle og lærte om, hvordan istiden har påvirket Jordløse Bakker.

V.h. 3.a på Haarby Skole

Vintervandretur den 12. januar 2025

Vandretur den 12. Januar 2025 i Jordløse Bakker med Sven Rask.

På turen så gruppen om forandringer i tidens løb og hvad der var nået hidtil og hørt om planer for fremtiden.